Af Simon Edlefsen og Ulrik Aagaard
Vi har været på Glamsbjerg Fri og Efterskole, og lavet et interview med Pernille M. Jensen, om hvordan det er at arbejde som hjælpelærer på Glamsbjerg Friskole.
Fortæl om dig selv? Jeg hedder Pernille og jeg er 32 år og jeg er opvokset i Otterup på Nordfyn. Først gik jeg ude på en landsbyskole, så flyttede jeg ind til Rosengårdsskolen. Jeg har gået på efterskole i Horne, og har taget et højskoleophold i Midt-jylland, og så har jeg gået lidt på produktionsskole.
Hvad har du arbejdet med før, du startede på Glamsbjerg Friskole? Jeg har arbejdet på Café Paraplyen i to år, hvor jeg var med til at åbne en butik, som jeg stod for sammen med en anden. Butikken var desværre nødt til at lukke på grund af økonomiske årsager, så det var faktisk det jeg nåede, inden jeg kom her på skolen.
Fortæl om dine opgaver på Glamsbjerg Friskole. Mine opgaver består i, at være en ekstra person, der hjælper børnene i undervisningen med de forskellige opgaver de skal lave. Hvis de lige pludselig slår sig og skal have plaster på. Hvis der er nogen der bliver syge og skal ud på sofaen og ligge, eller der skal ringes hjem, tager jeg mig også af det.
Jeg har også nogen børn, som af den ene eller den anden årsag, har svært ved at være med i undervisningstimen. De kan godt lige pludselig finde på at løbe ud af klassen, og så er det mig der går ud og får dem ind igen og følger op på at de deltager i undervisningen, på de vilkår de nu kan.
Hvordan fik du jobbet på Glamsbjerg Friskole? Det fik jeg af Henrik, som er leder af Glamsbjerg Fri og Efterskole. Den tidligere leder, der hed Ejvind var til en privat fest, hvor Lone Smidt også var med. Så kommer de til at stå og snakke sammen og så siger Lone, at hun har fundet en som vil passe ind hernede, hvis Ejvind var interesseret.
Det var han, så kom jeg til samtale og så startede vi et prøveforløb op, og så var der et match.
Har du nogen udfordringer, ved at du bruger gangstativ? Vi har nogle døre, som lukker ad sig selv og er rimelig tunge, det er en udfordring for mig. Ellers oplever jeg ikke de store udfordringer. Børnene er rigtig søde og de hjælper hvis der skal findes en sko eller lignende.
Hvis de laver noget de ikke må, så ved de godt, at jeg med bestemt stemme siger, at der må hellere blive gjort som der bliver sagt, men nej jeg har ikke de store udfordringer her. Jeg har også nogen megasøde kollegaer, som altid står parat med en hjælpende hånd.
Hvorfor valgte du, at blive udplaceret? Det gjorde jeg fordi, at jeg gerne ville have noget, at stå op til. Jeg vil gerne give lidt tilbage til samfundet, der giver mig og mange andre sammen så meget. Det er ligesom min måde at sige tak på, at jeg kan få bil og gangstativ, og det jeg har brug for så kan jeg ligesom give lidt tilbage igen den vej.
