Skrevet af Rikke Birch Jensen
Jeg har fået en ledsager, som hedder Anne-Mette, og det er jeg meget glad for i dag.
Snakken om at få en ledsager startede, fordi mine forældre altid skulle have mig med til alt. Hvis de skulle besøge venner eller lave noget hyggeligt, skulle de også tænke på mig. I starten var jeg ikke så glad for idéen om en ledsager, fordi jeg tænkte, at jeg jo allerede havde min mor og far. Men efter møder med min sagsbehandler, Munkehatten og mine forældre begyndte jeg at tænke mere over det. Mange sagde, at det kunne være godt for mig at få mere selvstændighed og lave ting uden altid at have mine forældre med.
Vi søgte om ledsagerordningen den 25. november 2025, og den 19. december fik jeg bevilliget 15 timer om måneden. Derefter begyndte vi at lede efter en ledsager. Vi skrev til mange mennesker, men fik næsten ingen svar. Til sidst lavede min håndboldtræner, Claus, et opslag på Facebook, hvor han skrev om mig og spurgte, om nogen havde lyst til at blive min ledsager. Opslaget blev delt mange gange, og pludselig begyndte folk at skrive.
Vi havde samtaler med forskellige personer, men især Anne-Mette og Heidi skilte sig ud. Begge var rigtig søde, så det var svært at vælge. Jeg tænkte meget over det og skiftede mening flere gange. Jeg var også bange for at skuffe den person, jeg ikke valgte. Til sidst mærkede jeg efter i hjertet og valgte Anne-Mette.
Fredag den 10. april skrev jeg til Anne-Mette og spurgte, om hun stadig havde lyst til at være min ledsager. Hun svarede hurtigt, at det ville hun meget gerne, og at vi bare skulle tage det i mit tempo. Det gjorde mig meget glad og tryg.
Vores første tur sammen var i Rosengårdcentret, hvor vi gik rundt i butikker, sad på café og snakkede i flere timer. Det gik rigtig godt, og jeg følte mig hurtigt tryg ved hende.
Senere tog vi også i Odense Zoo, da jeg havde fået mit ledsagerkort. Efter zoo-turen spiste vi is ved Skovsøen, og bagefter tog jeg med hjem og hilste på hendes familie. Jeg har også været hjemme hos Anne-Mette flere gange siden, hvor vi har spillet kort, lavet mad og hygget os sammen med hendes mand, Thomas, og hendes datter, Josefine.
Anne-Mette er en meget sød, omsorgsfuld og sjov person. Hun er god til at finde på idéer til ting, vi kan lave sammen. Hun skriver ofte til mig, hvis hun finder en koncert, en teaterforestilling eller en anden oplevelse, som hun tror, jeg vil synes om. Det betyder meget for mig, at hun også tænker på mig.
Jeg har selv lavet en bog med idéer til ture og oplevelser. Nogle af tingene er zoo, håndboldkampe, cafébesøg, shopping, koncerter, teater, museer og forskellige dyreparker. Jeg ved godt, at vi ikke kan nå det hele, men det er dejligt at have mange idéer.
I dag er jeg meget glad for, at jeg fik en ledsager, og jeg føler, at jeg har valgt den helt rigtige. Anne-Mette er blevet en vigtig person i mit liv, og jeg glæder mig til mange flere hyggelige oplevelser sammen med hende. ❤️
Snakken om at skulle have en ledsager
Snakken om at få en ledsager opstod, fordi vi talte om, at mor og far altid skulle med mig til alt. Hvis de for eksempel skulle besøge nogle gode venner, var de nødt til at sige: “Ja, vi kan godt den dag, men vi har Rikke med.”
Jeg var ikke helt med på idéen i starten. Jeg mente jo, at jeg havde min mor eller far til alt, så hvorfor skulle jeg have en ledsager?
Senere blev det mere alvorligt, da der skulle afholdes et møde med sagsbehandleren, mine forældre, Munkehatten og en kontaktperson fra OV. Der lettede en sten fra mit hjerte. Jeg gik og tænkte meget over det.
Til mødet spurgte Trine, som er min sagsbehandler: “Ønsker du, at jeg skal gå hjem og arbejde videre med det?” Der var stille i et par minutter, mens jeg tænkte og mærkede efter, før jeg sagde ja.
Så sagde Trine, at hun ville gå hjem og gå i gang med det med det samme, så det hurtigt kunne sættes i gang.
Jeg var stadig meget i tvivl, men samtidig også glad for, at jeg overhovedet kunne få en ledsager, for det er ikke alle, der kan få det.
Forskellige medarbejdere havde opfordret mig til at få en ledsager og kom med mange gode argumenter. Jeg skulle ikke have min mor og far med til alt hele tiden.
Efterhånden blev tvivlen mindre, og vi endte med at søge om ledsagelse. I dag er jeg rigtig glad for, at det kom i gang.
Bevillingen kom i hus
Vi fik bevillingen, fordi jeg ikke skulle have mor eller far med til alt hele tiden.
Den 25. november 2025 søgte vi om bevillingen, og den 19. december 2025 fik vi at vide, at jeg havde fået 15 timers ledsagelse om måneden. Det tog altså cirka tre uger at få svar.
Derefter gik vi i gang med at finde en ledsager. Vi skrev til mange forskellige personer, men fik ikke rigtig svar tilbage, selvom vi prøvede flere gange. Til sidst var vi tæt på at give op.
Så kom min håndboldtræner, Claus, på banen og foreslog at lave et opslag på Facebook. Det gik lidt amok på den gode måde, fordi opslaget blev delt 91 gange.
Claus skrev blandt andet:
“Hej alle sammen. En af mine rigtig gode venner, Rikke Birch, mangler en ledsager. Rikke er en mega skøn person, som har talebesvær, men er meget velfungerende og skidesjov at være sammen med. Hun elsker håndbold, som hun også selv spiller. Kunne du tænke dig at blive ledsager for Rikke, så har hun 15 timer pr. måned og vil gerne i zoo, ud at se håndbold, shoppe, hygge og på café.”
Hvis det ikke var lykkedes at finde en ledsager selv, skulle vi have brugt en ledsager fra kommunen. Det havde jeg ikke lyst til, fordi det så kunne være en ny person hver gang, og de skulle også bestille fridage i god tid. Det ville jeg ikke være glad for.
Møde med forskellige kandidater
Vi havde samtaler med forskellige kandidater.
Mandag den 23. marts kom Anne-Mette til samtale. Hun var virkelig sød og rar og vidste meget om, hvad en ledsager må og kan. Hun var meget interesseret i mig og sagde, at hun gerne ville holde øje med ting, jeg interesserede mig for, og spørge, om det kunne være noget for mig. Hun kunne også selv finde på at spørge, om jeg ville med til noget.
Anne-Mette arbejdede som pædagog på et bosted i Faaborg fra klokken 7.30 til 15.00. Hun havde en datter på 15 år, som hun nogle gange kunne finde på at tage med, når vi skulle hygge os sammen. Hun var 41 år gammel.
Vi mødte også Heidi. Hun var meget sød og frisk og arbejdede som dagplejer. Hun havde tidligere arbejdet som køkkenassistent og handicaphjælper. Hun kendte Claus og Klara fra håndbolden og ville rigtig gerne være ledsager for mig. Hun sagde, at det ikke skulle være på hendes præmisser, men på mine.
Heidi var mere afhængig af planlægning, og man kunne ikke bare lige skrive til hende spontant. .
Hver gang der blev banket på døren til samtalerne, blev jeg nervøs. Jeg tænkte meget over alt det, der blev sagt bagefter. Det var svært at vælge mellem to gode mennesker.
Tvivl – hvem skulle jeg vælge?
Jeg havde to at vælge imellem: Anne-Mette eller Heidi.
Jeg syntes, at der var god kemi med dem begge, så det var et svært valg. Jeg gik med mange tanker i hovedet og skiftede mening hele tiden. Den ene dag tænkte jeg, at det skulle være Heidi, og dagen efter tænkte jeg Anne-Mette.
Til sidst kunne jeg ikke tænke mere over det og måtte tage en beslutning. Jeg fulgte mit hjerte og min første indskydelse, og det blev Anne-Mette.
Jeg var bange for at skuffe en af dem, fordi jeg ikke kan lide at gøre folk kede af det. Jeg vidste jo, at den ene måtte få afslag, selvom begge havde sat tid af til mig. Det havde jeg svært ved.
Men dag for dag blev jeg mindre i tvivl.
Jeg valgte Anne-Mette
Jeg valgte Anne-Mette som min ledsager, og det synes jeg i dag var det helt rigtige valg.
Fredag den 10. april skrev jeg til hende:
“Hej Anne-Mette. Jeg har tænkt meget, og det har været svært for mig at beslutte mig, fordi jeg aldrig har prøvet det her før, og jeg var bange for at skuffe nogen. Men jeg håber stadig, at du vil være min ledsager, for jeg vil rigtig gerne have dig som ledsager.”
Anne-Mette svarede:
“Hejsa Rikke. Jamen, det var da en glædelig fredagsnyhed. Det vil jeg rigtig gerne. Vi tager det bare i dit tempo.”
Det gjorde mig rigtig glad og lettet.
Jeg skrev også til Claus og fortalte, at jeg havde valgt Anne-Mette. Claus svarede, at det lød rigtig godt, og at vi altid ville være venner.
De første planer og idéer
Efter jeg havde valgt Anne-Mette, begyndte jeg at skrive idéer ned til ting, vi kunne lave sammen.
Jeg tog en bog frem og begyndte at skrive alt ned, jeg kunne komme i tanke om. Når jeg ikke havde bogen ved mig, skrev jeg idéerne i noter på min mobiltelefon.
Jeg ved godt, at vi ikke kan nå det hele, men det er hyggeligt at have mange idéer.
Nogle af idéerne er:
- Odense Zoo
- Den Blå Planet
- København Zoo
- Thomas Dambo-troldene i Vissenbjerg
- Biografen
- Odense Teater
- Naturama
- Cafébesøg
- Koncerter med for eksempel Birthe Kjær, Poul Krebs eller Jakob Sveistrup
- Fjord & Bælt
- Givskud Zoo
- Håndboldkampe med GOG, HC Odense eller landsholdet
- H.C. Andersen Museum
- Svømmehal
- Egeskov Slot
- Randers Regnskov
- Julmarkeder
- Shopping og gåture
De første gange vil vi mest være på Fyn og i Odense, indtil Anne-Mette lærer mig godt at kende. Senere kan vi tage på større ture sammen.
De første ledsagerture
Onsdag den 29. april var vi på vores første tur sammen.
Anne-Mette hentede mig klokken 15.44, og jeg var hjemme igen klokken 20.25. Vi tog til Rosengårdcentret, gik rundt og kiggede i butikker og endte på café hos Espresso House, hvor vi fik kage og sodavand.
Vi sad og snakkede lige indtil caféen næsten skulle lukke. Det gik rigtig godt, og det var hyggeligt. Vi lærte hinanden bedre at kende og talte om, hvad jeg godt kan lide at lave og opleve.
Vi aftalte også, at vi skulle være sammen igen den 9. maj klokken 14.00. Først havde vi tænkt os at se Thomas Dambo-troldene, men da jeg havde fået mit ledsagerkort, blev vi enige om i stedet at tage i Odense Zoo.
Jeg skrev til Anne-Mette:
“Hej Anne-Mette. Nu skal du bare høre her. I søndags lå mit ledsagerkort i postkassen. Nu hvor jeg har fået det, ville jeg høre, om vi kan tage i Odense Zoo på lørdag i stedet for at se trolde?”
Anne-Mette svarede hurtigt tilbage, at hun meget gerne ville med i zoo.
Jeg er tryg ved Anne-Mette
Det var et godt valg, at jeg valgte Anne-Mette.
Jeg er tryg ved hende, og jeg er glad for at have hende som ledsager. Hun er en person, man kan stole på. Jeg synes, hun er den bedste ledsager, jeg har mødt.
Anne-Mette holder også øje med ting, jeg interesserer mig for. Hvis der for eksempel kommer en koncert, et foredrag, teater eller noget musik, kan hun finde på at skrive og spørge, om jeg vil med.
Det behøver ikke altid at være mig, der tager initiativ.
Hun er også ledsager for to andre ud over mig, så hun har tre i alt.
Jeg har lavet en kalender til hende, så hun kan se, hvornår jeg er på Munkehatten. Hun må gerne hente mig derude, bare ikke hele tiden.
Det her bliver rigtig hyggeligt, spændende og dejligt. Jeg tror, vi får mange gode og sjove timer sammen. ❤️
