Af Josefine Andersen
Disney har udgivet en ny tegnefilmserie ved navn Primos – det spanske ord for fætter/kusine. Serien er inspireret af den hispaniske kultur i Californien. Hele første sæson kan ses på Disney+, og den vises også på Disney Channel.
Hvad handler den om?
10-årige Tater glæder sig til sommerferien. Hun har planer om at bruge tiden på at finde sig selv og finde ud af, hvem hun vil være, når hun bliver voksen. Men planerne ændrer sig hurtigt, da hun får at vide, at alle hendes fætre og kusiner skal bo hos hende hen over sommeren.
Med både hendes primos og to yngre søskende, er der i alt 14 børn i huset – og det gør det svært for Tater at fokusere på sine egne mål.
Karakterdesign
I tegnefilm er designet vigtigt – man skal kunne se, hvem karaktererne er, bare ved at kigge på dem. Et eksempel er, at helte ofte har bløde former og livlige farver, mens skurke har mere skarpe træk og mørke farver.
Når det gælder karaktererne i Primos, synes jeg, at de alle har unikke designs – nogle bedre end andre. De har hver deres udseende, så man ikke forveksler dem.
Et lille problem, jeg dog har, er med Nellie, som er Taters lillesøster. Af en eller anden grund er hun højere end Tater, hvilket forvirrede mig i starten – for når hun er højere, tænker man automatisk, at hun er storesøster, ikke lillesøster.
Er den god? Hvad synes jeg?
Da serien først blev annonceret, var der mange, der kaldte den ufølsom over for den kultur, den prøver at repræsentere. Det blev så voldsomt, at Disney fjernede al reklame for serien. Mange troede faktisk, at den var blevet aflyst – men det blev den ikke.
Da jeg ikke selv kender så meget til mexicansk kultur, kan jeg ikke vurdere, om serien har racistiske undertoner.
Men set fra et tegnefilmsperspektiv synes jeg, at serien er meget underholdende. De mange primos har hver deres egen episode, hvor de er i fokus, så man lærer dem at kende én ad gangen. Derudover er der også flere episoder, hvor hele familien er samlet.
Serien har skabt mange forskellige og interessante personligheder, som hver især giver nye oplevelser. Jeg kunne især godt lide den yngste primo, Lucita, som går med høreværn – hun var både sød og mindeværdig.
Jeg må dog indrømme, at jeg har svært ved ikke at blive lidt irriteret på forældrene – især Taters mor, som bare pludselig pålægger hende hele det her kaos. Men det er spændende at se, hvordan Tater kæmper sig igennem alle de udfordringer, hendes familie giver hende.
