Skrevet af Svend Digens
Jeg vil præsentere en dansk musiker, filminstruktør og meget andet, nemlig Søren Kragh-Jacobsen. Jeg har været til foredraget “En aften med Søren Kragh-Jacobsen”, og synes, at der er flere, der skulle kende til ham og hans historie.
Søren Kragh-Jacobsen startede i Danmarks Radios børne- og ungdomsafdeling, hvor han var med til at starte radioprogrammet Ungdomsredaktionen – et program, som handlede om unge og deres udfordringer i samfundet, for eksempel arbejdsløshed eller ligestilling.
Som nævnt er Søren Kragh-Jacobsen lidt af en multikunstner. Jeg kender ham bedst som musiker. Hans debutalbum hed “Hinkeruder på motorvejen”, som han lavede sammen med makkeren Leif Lindskov. Det er et album jeg personligt elsker. Hinkeruder på motorvejen handler om de sidste år i folkeskolen. For eksempel hans nok mest kendte nummer “Kender du det” (Mona, Mona, Mona) om skoledrengen Jesper, der bliver forelsket i klassens nye pige Mona. Men det er ikke nemt, når ens stemme er i overgang, og håret sidder helt forkert. Efter et glas vin på lejrturen bliver Jesper og Mona dog kærester.
Der er også nummeret “Udenfor”, der handler om, hvordan det er at gå i skole, når de andre driller og holder sammen, og man selv står udenfor i klassen. Nogle af disse sange skænkede Søren og Leif til ungdomsradioen på Danmarks Radio, for eksempel “Balladesang”, “Udenfor” og “Klassens tykke dreng”. Jeg synes, at Søren og Leif er så gode til at beskrive de stemninger. Det er et fremragende album.
Året efter kom albummet “Tur/Retur”, denne gang uden Leif Lindskov, men med Biorytmerne. “Tur/Retur” handler om tiden efter folkeskolen. Her finder vi sange som “Sikken en heldig dreng”, “Marie”, “City Cowboy”, “Småland”, og mit yndlingsnummer på Tur/Retur: “Ud i livet”. Her starter vi med at høre om den gode tid, når man er færdig med skolen, til fester og på tur til Spanien, hvor man hører den nyeste Beatles-single “Strawberry Fields Forever”. Men så kommer et koldt efterår, hvor man skal finde sin livsmelodi, og alle siger: ”På med vanterne, på med vanterne – men hvad kunne jeg bruge det til?” Jeg elsker dette nummer – det beskriver både frihedsfølelsen af at være færdig, men også følelsen af: Hvad skal jeg nu? Jeg synes Tur/Retur er et fedt album.
Efter Tur/Retur instruerede Søren Kragh i 1978 sin første film “Vil du se min smukke navle”, hvor han også lavede musikken – denne gang både med Leif Lindskov og Biorytmerne. Blandt andet numre som “Hjertesafari“, “Yvonne + Brian i mørket”, “Sæsonen er forbi” og “Hey Claus” – et fedt nummer. Herefter begyndte Søren for alvor at lave film, hvor han var instruktør på film som Gummi-Tarzan (1981), Skyggen af Emma (1988) og Drengene fra Sankt Petri (1991).
Søren Kragh var også med på Dogme95-bølgen, som var en måde at lave film på med nogle regler som flere instruktører var blevet enige om. For eksempel skulle optagelser foregå på location, det skulle filmes med håndholdt kamera, og lyd måtte ikke produceres separat. Søren Kragh-Jacobsens “Mifunes sidste sang” er en Dogme95-film.
Han lavede også sange til børneprogrammerne “Nu er det ikke sjovt længere” med Jess Ingerslev og Tom McEwan – fantastiske sange om for eksempel ikke at ville vaske sit hår, at købe en fødselsdagsgave, man egentlig helst selv vil beholde, eller at prøve at pjække fra skole men finde ud af, at det ikke er så fedt alligevel. Det er nogle sjove tekster.
I 1980’erne og 90’erne lavede Søren Kragh-Jacobsen mange film, men i 2001 iværksatte P3-programmet Strax en kampagne for at få ham tilbage til musikken. Søren Kragh-Jacobsen, som var i gang med en film, lod sig presse og udgav i 2001 albummet “Isalena”. Det er et godt album med sange som “Johnny”, “Berlin”, “Vinden, Mågerne og Magdalone“, “Dage, I dur og I mol”. De sidste to er skrevet i slutningen af 1970’erne, og Leif Lindskov er med igen. Jeg synes, “Isalena” er meget anderledes end Hinkeruder på motorvejen og Tur/Retur, da Søren jo var blevet ældre, men jeg kan godt lide dette album.
I 2023 udgav han albummet Tranedans – et album jeg har hørt nogle gange. Her finder vi numre som “Vals i det blå”, “Amsterdam”, “Det lille mellemrum”, “Tranedans og Hvide tangenter”. Jeg må sige, at jeg ikke er så begejstret for dette album. Det er velspillet og godt produceret, men jeg synes melodierne er lidt ensformige, og teksterne er meget billedrige og fulde af metaforer. Jeg kan bedre lide Isalena og 70’er-pladerne, hvor det mere handler om livet – noget man kan se sig selv i. For eksempel at blive vild med klassens nye pige, blive mobbet eller blive færdig med skolen. Det er situationer, man kan identificere sig med – og det elsker jeg.
Ja, det var lidt om multikunstneren Søren Kragh-Jacobsen. Jeg har i denne tekst valgt at fokusere på hans musik, men Søren er mindst ligeså kendt som filminstruktør. Jeg har kun set Gummi-Tarzan, men det er i hvert fald en god film. Han har også fået priser for en række film, heriblandt Sølvbjørnen ved Berlinalen i 1999 for Mifunes sidste sang, en Emmy og tre Bodil-priser – så han er en dygtig herre.
