Skrevet af Svend Digens
Fredag den 6. september 2024 udkom Sebastians nyeste album, Hvor er vi nu?
Hvor er vi nu? er ikke blot en titel, men et spørgsmål, vi alle bør stille. Albummet indeholder tre spritnye numre, samt gode, gamle Sebastian-klassikere, som får nyt liv i friske arrangementer. Det første nummer, vi præsenteres for, er “Ai – Ai – En virkelig digter – Ej-Ej-Ej,” som stammer fra en demo på bonus-cd’en Rariteter fra boxen Sangskatten (vol. 3).
Som journalist har jeg tilladt mig at lege med Sebastians lyrik, mens jeg forklarer, hvad hans tekster handler om:
Først, er der, som Sebastian synger, en virkelig digter som klipper ord ud fra avisen, putter ordene i en pose, og ikke i visen, som den kunstige intelligens-version af Sebastian her synger. Teksten fortsætter med, at han puster i posen og ryster den godt, og hælder ordene ud og sætter dem op, og på god og klassisk Sebastian-manér, samler han dem til et budskab med mer´. Men den nymodens diger, ja han beder til computeren – lader Chat GPT finde ud af, hvad det er der netop dutter. Og sådan så lyrisk kan vi blive ved, men fortællingen den, må I selv høre et sted. Hør eksempelvis hele nummeret på Spotify, før din nabo!
“En morgen i maj” er en smuk ballade. “Dine tanker evigt vandrer, de har været vidt omkring, mødte du så mange andre, har de sagt dig ingenting,” som han synger. Personen, som Sebastian synger om, søger tydeligvis efter noget i livet, noget, der stadig er skjult. “Er dit hjerte fuld af længsel, evig søgen når du går, hvor dine øjne møder mine, er det her, at verden står.” Måske er det i virkeligheden en kærlighedshistorie, Sebastian prøver at fortælle os. “Men vi vil se nye tider en morgen i maj. En skønne dag, en ny tid, som nu er på vej.” Teksten er positiv, og melodien fanger mig, for Sebastian mestrer ballader som få. Dog må jeg sige, at teksten ikke taler helt til mig; måske er den blot mere eftertænksom end Sebastians sædvanlige tekster.
“Den du elsker” med Sebastian og Vilma.
Deres stemmer harmonerer fantastisk. Det instrumentale minder mig om gamle Sebastian-ballader som “Stille før storm” og “Du er ikke alene.” Men jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at identificere mig med teksten, som jeg plejer at kunne med Sebastians lyrik. Der er noget, der mangler i de nye numre, men ikke desto mindre er jeg glad for “Den du elsker.”
Vi har også de “gamle” numre, for eksempel “Anemonesangen,” oprindeligt fra Ronja Røverdatter, og en ny version af “Drømmescenariet” fra albummet Sange til drømmescenariet. Oprindeligt en ballade, men nu i up-tempo. Jeg synes ikke, det gør noget godt for nummeret.
Sebastian afslutter albummet med fire live-indspilninger fra sin seneste bandtur: “Love is in the air,” “Lille lys,” “Ulvesangen,” og “Hun nåede at klappe hunden.” Lyden af live-numrene er fin, men jeg savner en rød tråd gennem albummet. Først har vi de nye indspilninger af gamle numre, og så live, og de nye numre.
Jeg er ikke så begejstret for Hvor er vi nu? Jeg føler, der mangler en rød tråd i albummet, da vi både får tre nye numre og genindspillede klassikere samt live-numre. Personligt synes jeg ikke, det er et specielt godt album, men jeg må dog sige, at produktionen er i top, og Sebastian har altid dygtige musikere bag sig.
Musikerne på albummet:
- Sebastian: Leadvokal, akustisk guitar og nylon-string guitar
- Peter Dencker: Keyboards, piano, orgel, synths, kor
- Perry Stenbaeck: El-guitar, nylon-string guitar, steel guitar, mandolin
- Nils Henriksen: El-guitar
- Klaus Menzer: Trommer og percussion
- Henrik “SP” Poulsen: Bas
- Gry Harrit: Kor
- Anne Sejer: Kor og leadvokal på “Ulvesangen”
- Vilma: Leadvokal og backingvokal på “Den du elsker”
Jeg synes ikke, Hvor er vi nu? er et specielt godt album. Jeg har hørt det et par gange, for nogle gange skal man lige give en sang et par chancer for at kunne lide den. Men desværre falder Hvor er vi nu? ikke i min smag. Når det er sagt, er Sebastian stadig en af mine absolutte yndlingsmusikere, og jeg glæder mig til at høre ham live i efteråret 2024. Hvem ved, måske vil jeg komme til at holde mere af de nye numre, når jeg hører dem live?