Af Ulrik Aagaard
Kenth Bendiksen havde 25. års jubilæum i december 2019 og den forbindelse har jeg lavet en artikel om Kenth.
Fortæl lidt om dig selv.
Jeg er født i Søndersø, hvor jeg gik på Søndersøskolen. Jeg gik der indtil 10 kl. Derefter gik jeg på Klintebjerg Efterskole og derefter kom jeg på Lundhaveskolen. Jeg bor i et rækkehus i et Støttecenter i Søndersø sammen med min kæreste Berith.
Hvad har du lavet inden du startede på Odense Værkstederne?
Efter Lundhaveskolen startede jeg på Skovgården, hvor jeg kun var i kort tid, hvorefter jeg startede på Camillagården. I starten var jeg med til at lave Camillaposten og jeg gik til undervisning sammen med Mette Thrane. Jeg har også lavet lys og været med til at pakke frugt.
Jeg har været udplaceret flere forskellige steder. Det første sted var Orifarm, Daglig Brugsen i Morud, SuperBest Næsby og Kvickly i Otterup. Så var jeg hos Fakta, der var jeg rigtig glad for at være, men de lukkede desværre. Derefter kom jeg i Rema, hvor jeg stoppede. Jeg vil gerne udplaceres igen og har aftalt et møde med en jobkonsulent.
Fortæl om dit nuværende job på Rytterkasernen? Jeg arbejder 3 dage på Rytterkasernen. Om mandagen er jeg i Butik og Egenproduktion. Her passer jeg butikken og er med til at lave forskellige ting. Jeg har bl.a. været med til at lave medaljer til et motionsløb her i Odense. Om tirsdagen og onsdagen arbejder jeg i receptionen, hvor jeg bl.a. udleverer parkeringsbilletter og gør klar til møde og lignende her i huset.
Fortæl om dit jubilæum? Det var godt. Jeg havde glædet mig til at holde jubilæum. Jeg lavede en liste over dem, jeg ville invitere med.
Hvordan var din modtagelse til jubilæet og hvordan havde du det med at blive hyldet?
Det havde jeg det udmærket med. Der blev holdt taler og der blev sagt en masse gode ting om mig.
Hvad har du fået af gaver? Jeg fik mange gode gaver. Jeg fik bl.a. et juletræ med sedler, hvor mine kollegaer har skrevet en masse pæne ting til mig. Jeg fik en trøje, penge choko-lade og blomster. Jeg fik noget strikketøj som jeg skal bruge, når jeg passer butikken. Jeg fik en flot figur af en and af Odense Værkstederne.
Hvad er dine fremtidsplaner? Det er at jeg bliver udplaceret igen i job i Søndersø.