Af Josefine Andersen
Som en autistisk person, har jeg været meget interesseret i at se filmen ”Music”. Denne film er skrevet og instrueret af den australske popsanger Sia. Desværre fra den første reklame, har denne film været problematisk, og Sia reagerede ikke så godt på det. Hun siger, vi skulle give den en chance før vi hader den, det har jeg nu gjort, og her er min fulde mening om denne film.
I denne film følger du Zu, som er en tidligere stofmisbruger. Hun er nu er nødt til at tage sig af sin autistiske lillesøster Music, efter deres bedstemor dør. Hun får hjælp af naboen Ebo, der er en immigrant fra Afrika, der arbejder som boksetræner. Der er også en asiatisk dreng med i filmen. Det betyder så lidt for filmen, at jeg ikke engang lærte hans navn at kende.
”Music” er en musical, men efter min mening er sangene ikke specielt gode, de sætter sig ikke fast og er meget intetsigende. Derudover ser musicalscenerne virkelig sære ud, de skal forestille at være Musics tanker i hendes autistiske verden. Der er også den faktor, den første sang gør ”black face”.
Sangene er svære at se på, da de har en masse blinkende lys, der trigger sensoriske problemer, som autister ofte har. Mindre end et minut inde i filmen, spiller den første sang, og de skrigende farver, blinkende lys og hurtige spring i kameravinklen, var hårde at se på. Mine egne sensoriske problemer er ikke slemme, men jeg blev stadig nødt til at tage en pause efter sangen.
Sia siger at denne film er lavet for autistiske personer, men hvordan kan den være for en’ som mig, når jeg ikke engang kan holde ud at se den? Det er som der ikke er tænkt, at dette var problematisk for lige præcis den målgruppe denne film påstår at være lavet til. Samtidig er dansetrinene, og måden Music opfører sig på meget stereotypisk, det føles som en hån mod autisme.
Maddie Sigler, der spiller karakteren Music, sagde selv da hun fik rollen, at hun ikke ville have den, da det føles som om hun gør grin med autistiske personer. Maddie græd endda under indspilningen af filmen fordi hun havde det så dårligt over måden, hun skulle opføre sig på i den. Men siden Maddie kun var 14 år da filmen blev indspillet, og at Sia er hendes gudmor havde hun ikke noget valg, Sia har nævnt i interviews at Maddie er hendes muse, og hun ikke vil lave ting uden hende, så Maddie var nærmest tvunget til at tage rollen.
Et andet problem med filmen er, at Maddie ikke engang er autistisk, så hun burde ikke have rollen. Sia har nævnt hun originalt, havde en ung autistisk skuespiller. Hele setuppet var for overvældende for den autistiske skuespiller. Så i stedet for at gøre miljøet bedre for denne autisme skuespiller bliv hun fyret og erstattet med Maddie.
Dette er langt fra de eneste problemer denne film har.
Meningen med denne film skal være en feel good movie med et frelserkompleks. De fleste af denne slags film er hvidfrelserkompleks. De tager en historie, hvor en hvid person kommer ind og redder en sort. ”Dræb ikke en sangfugl”, ”The help” og ”The blind side” er eksempler på denne slags film.
Disse film er ikke lavet til en sort person, på samme måde ”Music” ikke er skrevet for autistiske personer. Den er lavet for folk der vil følge sig gode. Music har fået fjernet stort set alle problematiske konflikter, den er så glad og fin, at de slemme ting der sker har ingen konsekvenser. Zu får stjålet sin taske med de stoffer hun skal sælge, og ham hun skylder pengene til, er bare, okay du for en chance for at skaffe pengene.
Denne film er ikke om Music, den er om Zu, hendes redemption arc, Hvordan hun kommer ind og redder dagen. Uden hun faktisk gør en forskel. I filmen kommer Zu bare ind og tager sig af Music, men hun gør ikke noget for at forbedre fremtiden for hende. Music kunne være erstattet med en baby eller en hund og plottet ville knap have ændret sig. Den følger mere Zu’s, der forelsker sig i Ebo, hvilket heller ikke er særlig godt udviklet gennem filmen. Samtidig bliver Music skubbet væk i baggrunden. Hun bliver behandlet som en rekvisit i filmen, der er et interview med Sia hvor intervieweren siger dette til Sia, at Music nærmest bare er en ting og Sia nikker som om hun er enig. Music er en konflikt i plottet ikke en karakterer.
Hvilket bringer mig til at stort problem i filmen. Tilbageholdning af en autist, der får en nedsmeltning, dette er en skrækkelig metode til at håndtere en nedsmeltning. Den kan være skadelig for dem der gør det, og for den autistiske person. Det kan give varige problemer. Og folk er døde af det., Første gang det sker, er slemt, men det er et kort stykke inde i filmen, Ebo forklarede han havde en bror, der var ligesom Music. Broren er desværre død, han forklarer hvor han er fra, bliver handikap set som en forbandelse. Det giver tanken, måske starter denne film fornærmende. At filmen viser den forkerte måde at håndtere autisme på, men den vil udvikle sig til at vise den rigtige. Desværre er det et stort nej, for de gør det igen senere, hvor Ebo lærer Zu hvordan man skal gøre det, ”knus hende med kærlighed” siger Ebo. Dette er den eneste form for håndtering de bruger i denne film. De prøver ikke nogen anden form for at tage sig af Music. Metoden er desuden ulovlig mange steder og skræmmende.
Filmen er ikke skrevet for eller til autister, det et Vanity project. For Sia, til at få hende til at følge, at hun er sådan en god person for at lave denne film. Der er faktisk en scene i filmen hvor Sia er med og spiller sig selv, hvor hun køber stoffer fra Zu, hvilket jeg synes var meget interessant. Tænk at vise sig som stofmisbruger i film, men så siger Sia at hun sender stofferne til syge børn i Afrika. Hele denne film er ”inspirations porn”, det en slags film, videoer, billeder af handicappede der lærer at gøre ting, de ikke burde, såsom en der sidder i kørestol – lærer at gå. Mening med dette er få dem til at se inspirerende ud for folk der ikke har et handicap, så de kan føle godt.
Filmen minder mig om de forældre til autister der mener de er så specielle, og fantastiske, fordi de ofrer sig for den byrde det er at have et autistisk barn, en forfærdelig tankegang. At tænke på sit barn som en byrde, men desværre har jeg set det flere gange. Det en stigma mod autisme, at det en forfærdelig ting.
Filmen slutter af med Zu vil efterlade Music ved et sted hvor de specialiserer sig i autismebehov. Men fordi denne film er ”inspiration porn” og handler om hvordan Zu er en fantastisk søster der ofrer sig for sin autistiske lillesøster. Kan den ikke have en slutning hvor de er afskilt, selvom det ville have været hvad var bedst for Music? Zu skifter mening og tager Music med, hjem og de lever lykkelig til deres dages ende.