Af: Rasmus Svendstrup
Lørdag den 7. september blev der afholdt Handicap Melodi grand Prix (HGP) i Skanderborg. I år vandt Sækken med hiphopperne fra Odense Værkstederne, mens det andet band fra Odense Værkstederne, som hedder Karma, blev nummer 2.
Torsdag den 12. september blev begge bands fejret her på Odense Værkstederne med en tale af rådmand Brian Dybro (F). Her spillede begge bands deres sange fra HGP. Mathias, som er sanger i Sækken med hiphopperne, holdt også en lille tale, inden de skulle høre Sækken med hiphoppernes vindersang. Mathias sagde blandt andet, at selvom Sækken med hiphopperne blev nummer 1 og Karma blev nummer 2, så er musikerne gode venner og kollegaer, ikke konkurrenter. Desuden sagde Mathias, at Sækken med hiphopperne får lov til at spille på næste års Sølund Festival. Jeg har i den forbindelse snakket med Stanislav, som er personale og med i Sækken med hiphopperne, samt to af musikerne, Patrick og Josefine.
Stanislav var glad for, at det blev begge bands fra Odense Værkstederne, der blev nummer 1 og 2, for flere gange er Sækken med hiphopperne blevet nummer 2 og 3. Det var en stor succes at se begge bands som nummer 1 og 2, og det var også en drøm, der gik i opfyldelse. Som vinder af HGP fik man 5000 kroner; disse penge vidste Stanislav ikke, hvad de skulle bruges til, for som han selv sagde: “Jeg er jo kun personale, så det er musikernes beslutning, hvad pengene skal bruges på.” Da Sækken med hiphopperne vandt HGP, betyder det, at der skal afholdes HGP igen til næste år. Stanislav har nogle bud på, hvor det eventuelt skal være. Han har tre bud: Odense Congress Center, Jyske Bank Arena og Odeon. Hvilket sted det bliver, kommer an på økonomien.
Patrick syntes, det var helt vildt at vinde HGP; det var så stort for ham, at han nærmest fik et helt chok af glæde. For Josefine var det første gang, hun har været med til at vinde HGP, og det var hun også stolt af. I starten var det meget svært for dem at forstå, at de havde vundet HGP, og der gik et stykke tid, før det gik op for dem. Josefine hoppede af glæde, da det gik op for hende, at hun havde vundet HGP sammen med Sækken med hiphopperne. Patrick synes, det var kæmpestort at blive hyldet af sine kollegaer og personale. Josefine svarede, at Karma, som blev nummer 2 til HGP, stadig er vores gode kollegaer og venner, selvom de var oppe imod Sækken med hiphopperne til HGP. De 5000 kroner, som man fik ved at vinde HGP, er Patrick og Josefine enige om, skal bruges på trådløse mikrofoner og nyt udstyr.