Handicapprisen 2024

Af: Rasmus Svendstrup

Vi var to medarbejdere, Jannik Jensen og jeg, som sammen med de andre medarbejdere på Odense Værkstederne havde indstillet de to præster Anja Damkjær True og Jonas Dean Wiesenberg til årets handicappris. Grunden til at vi havde indstillet de to præster handler om, at de til vores gudstjenester havde gjort noget ekstra ud af at lave særlige gudstjenester til personer med specielle udfordringer og handicaps, som flere af medarbejderne på Odense Værkstederne har. 

Tirsdag d. 5/11 blev årets handicappris så uddelt på Ørbækvej, hvor Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune holder til. Selve arrangementet startede med at Hasse Jacobsen, chef for de handicappede og sindslidende i Odense Kommune, bød velkommen. Hasse gav herefter ordet videre til rådmand Brian Dybbro (SF), som holdt en tale, hvori han fortalte om, hvorfor han synes det skulle være Anja og Jonas, som vandt årets handicappris. Efter talen blev Anja og Jonas budt op til rådmanden sammen med Jannik og jeg.

Anja og Jonas blev overraskede over, at det var dem, som havde vundet prisen. De troede allerførst de blot havde modtaget en fup-mail, men blev rørte og glædeligt overraskede, da de læste videre i mailen. Samme dag som Jonas havde fået en mail fra Tine Boe, som er kommunikationskonsulent i Odense Kommune, skulle han til møde med de 10 biskopper i Danmark. Jonas skulle fortælle de 10 biskopper, hvordan man laver gudstjenester for folk med specielle behov og handicaps, og de var alle meget henrykte over at høre om dette.

Herfra er vi glade og stolte over, at vores indstilling til prisen blev taget så godt imod, og det var en stor ære for os, at kunne få lov til at overrække præsterne deres velfortjente pris.

Vi ser frem til mange flere gode, tankevækkende og bevægende gudstjenester i fremtiden.

Herunder kan du se Odense Ser Rødt TV’s indslag fra dagen

“Narnia på Odense teater” Anmeldelse

Interview med David Lind Nordby