Af Ulrik Aagaard. Foto Torben Markvardsen
Jeg har besøgt Mads Rasmussen på hans arbejde på Bregnevej og interviewet ham om hans liv og udfordringer i hverdagen. Jeg bor sammen med Mads på Bjørnemosen.
Fortæl lidt om dig selv?
Jeg hedder Mads Rasmussen er 25 år og bor på Bjørnemosen 207. Som fire årig blev jeg blind. Det var en knude der havde sat sig på min synsnerve der gjorde, at jeg blev blind på begge øjne.
Fortæl om dit arbejde på Bregnevej?
Jeg arbejder i Montagen på Bregnevej, hvor jeg laver forskellige pakkeopgaver. Lige nu laver jeg noget for et firma der hedder Sneider. Det skal bruges til reagensglas og blodprøver på sygehuset. Jeg laver nogen gange lygtebeslag og dem har vi i tre varianter. Vi har dem sorte, blanke og røde.
Andre gange pakker jeg poser, hvor der skal to vinkler og to skruer i. Jeg kan mærke hvad vej de skal vende og hvad farve de er, det er noget jeg har lært.
Når der starter en ny medarbejder, tager jeg imod vedkommende og sørger for at den nye, får en god start her på værkstedet, og føler sig godt tilpas.
Hvilke udfordringer giver det dig at være blind på Bregnevej?
Det er kun nogen ordrer jeg kan lave, fordi nogle af vores ordrer kræver, at man kan se. Jeg har min blindestok, den er faktisk mine øjne, så jeg ikke går ind i ting og vælter over paller og gaffeltrucks.
Når bussen holder samme sted, kan jeg selv gå til og fra bussen på Bregnevej. Hvis bussen holder et andet sted, får jeg lige en arm af chaufføren, som lige fører mig hen til døren. Så kan jeg selv finde ind og rundt på Bregnevej.
Du bor på Bjørnemosen, fortæl om din dagligdag.
Hver morgen står jeg op klokken fem og går i bad og spiser morgenmad og laver kaffe til de andre beboere i huset. Jeg bliver hentet af en værkstedsbussen klokken syv.
Jeg har en vaskemaskine, hvor der er sat blindemærker på knapperne. Jeg har en farvetester, der kan sige hvad farve tøjet er, så jeg ikke blander hvidt og farvet tøj.
Fortæl om hvilke udfordringer dit synshandicap giver dig?
Mit synshandicap giver mig den udfordring, at jeg ikke kan bruge den offentlige transport og ikke kan tage kørekort til bil. Jeg kan ikke kan gå i byen alene, uden at der er en med der viser mig rundt omkring.
Når jeg går i biografen, så har jeg en ledsager med, som sidder og hvisker ind i mit øre hvad der sker i filmen, så bliver der dannet nogle billeder inde i hovedet, sådan at jeg alligevel kan følge med i filmen.
Hvad er dit ønske for din beskæftigelse fremover?
Det er at komme ud og få et skånejob, hvor jeg arbejder på en radiostation som journalist og discjockey.
