Af Thomas Fugl
Handicaporganisationen Lev inviterede den 1. november til et spændende vælgermøde for mennesker med handicap og deres pårørende. Mødet fandt sted i Café Hyggelig på Rytterkasernen 19, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel bød velkommen.
Næsten alle partier var repræsenteret, og deltagerne fik rig mulighed for at stille spørgsmål og dele deres erfaringer. Diskussionerne kom især til at handle om boligområdet for udviklingshæmmede, hvor der blev talt om både manglen på egnede boliger og behovet for mere støtte i hverdagen.
Stemningen var god, og mange satte pris på, at politikerne tog sig tid til at lytte. Dog var der også en vis skepsis blandt deltagerne. Som jeg selv oplevede det, lover politikerne ofte meget, og man kan godt komme til at tænke på, hvor pengene egentlig skal komme fra.
Undervejs blev der serveret sandwich og sodavand til alle deltagere – der var dog ikke valgflæsk på menuen.
I pauserne sørgede musikgruppen KARMA, som tidligere har vundet HGP, for underholdningen. Det gav mødet en hyggelig og afslappet stemning, hvor alle kunne nyde både musikken og fællesskabet.
Alt i alt var det et vellykket arrangement, der satte fokus på nogle vigtige spørgsmål for mennesker med handicap – og som forhåbentlig får politikerne til at tænke lidt ekstra over deres løfter frem mod valget.






