Der er mange forskellige festivaler i Odense. En af dem er Odense Film Festival (OFF), der hvert år bliver afholdt i uge 35. En fast del af OFF er Film Knus, hvor alle film er lavet af mennesker med et handicap.
Film Knus er en filmfestival, der blev startet af Peter Pedersen, Kirsten Hansen og en jury tilbage i 2009. Det er en rigtig god og spændende festival!
Til Film Knus kan man se mange forskellige slags film. Filmene er lavet af mennesker med handicap fra forskellige beskyttede værksteder rundt omkring i Danmark. De sender deres film ind til Film Knus, og juryen vælger, hvilke der skal vises på festivalen. Der bliver udvalgt cirka 10 film hvert år.
Det er både beskyttede værksteder og enkeltpersoner, der sender film ind til Film Knus. Juryen håber hvert år, at rigtigt mange vil være med, så der er så varieret udbud af film som muligt!
Man kan også nøjes med at deltage som publikum og se de mange film. Man skal bare huske at tilmelde sig, så man ved, hvor mange der kommer.

Selve Film Knus-arrangementet starter med en lille tale/velkomst inden publikum skal se filmene. Før hver film bliver vist, bliver der kort fortalt, hvad det er for en film, der skal ses. Efter fremvisning af alle film får de deltagende hold et diplom, der viser, at de har haft en film med i årets Film Knus.
Film Knus-juryen synes, at Film Knus er en super hyggelig festival, hvor man kan se spændende og gode film, få nye bekendtskaber, møde gamle venner og kollegaer, og selvfølgelig have en sjov dag, selvom der ligger et stort forarbejde inden selve dagen.
Denne artikel er skrevet af Line Bach Huus.










