Kaspers Corner - Politik fra hele verden. Kasper V. Hansen arbejder som journalist på Rytterkasernens Mediehus. Kaspers store interesse er politik og politisk historie fra hele verden. Det er også derfor, at han primært skriver politiske artikler til Rytterposten.dk. Artiklerne kommer i stort set uredigeret form, så stavefejl, usammenhængende og uforståelige sætninger kan forekomme.

in ,

Nordsøolien er færdig i 2050 et stykke Danmarkshistorie er slut

Af Kasper V Hansen

Det var lidt over klokken halv 12  inden midnat. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Holmens Kanal 20 var der en gået en aftale om   at der ikke vil blive givet flere nye tilladelser til at lede efter ny olie og gas i Nordsøen, og at det fra 2050 skal være helt slut med aktiviteterne. ” Det er en historisk aftale – vi aflyser den ottende udbundsrunde og alle potentielle udbudsrunder derefter. Vi udfaser alle aktiviteter med olie og gas i 2050. Det er en aftale, der er både grøn og ansvarlig, siger klimaminister Dan Jørgensen (S). ”Vi er EU’s største olieproducent, og derfor vil det her give genlyd ude i verden, siger han. Det er en bred politisk aftale bestående af både røde og blå partier i folketinget mindst fem er med  Ud over Socialdemokratiet er både De Radikale, SF, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med i aftalen. Venstre er især vigtig og få med da aftalen betyder at den gælder også hvis venstre for statsministerposten, og ja Dan Jørgensens ord er en Det er en historisk aftale Når staten giver tilladelse til at lede efter og udvinde ny olie i Nordsøen sker det i nummererede udbudsrunder. Indtil videre har der været syv udbudsrunder, man skulle i gang med den 8 Regeringen meldte for et lille år siden ud, at de ville udskyde beslutningen om Nordsøolien for at have bedre tid til at overveje de økonomiske og klimamæssige gevinster og tab ved at fortsætte udvindingen eller stoppe. Siden har flere af de olieselskaber, der havde søgt om nye tilladelser, valgt at trække sig, og det var indtil i dag kun det britiske selskab Ardent Oil som holdt fast i deres ansøgning. I 2015 fortalte Maersk Oil, at man vil stoppe produktionen i Nordsøen, hvis ikke man får en bedre aftale med staten. Der var forhandlinger med regeringen 21. august 2017 meddeler A.P. Møller-Mærsk, at man sælger sin olie- og gasforretning til en pris af 7,45 milliarder dollar til franske Total. Handlen ventes gennemført i begyndelsen af næste år. og det er den men nu er det slut med olien, med aftalen er der også hjælp til Esbjerg der er den store arbejdsplads med olie, men her bliver der sat gang i   En landsagtig måde så der   er er tid til at omstille Esbjerg til en grøn energimetropol.

Et brev og en aftale på 40 kr. satte gang i nordsøolien verdens bedste aftale
Året er 1960, og tyskerne havde året forinden fundet olie i Holsten. Nu var de interesserede i at lede efter olie i den sønderjyske undergrund. Fra Kongens Nytorv i København havde Arnold Peter Møller fulgt med på sidelinjen, da en tysk virksomhed havde henvendt sig til den danske regering. Skibsrederen A.P. Møller havde ingen erfaring med olieindvending eller nogen større planer om selv at gå ind i branchen. Men der var kun gået 15 år siden afslutningen på Anden Verdenskrig, og ud fra nationale hensyn var han bekymret ved risikoen for, at et eventuelt fund skulle ende på tyske hænder. Derfor satte han sig og skrev et brev til den nytiltrådte statsminister, Viggo Kampmann. I brevet advarede A.P. Møller om, at olieboringen ville fremme en “tysk opslugning af Danmark”: – Det er efter min mening et nationalt problem, og jeg er af den opfattelse, at henvendelsen om en sådan olieboring bør besvares med et nej. Dette henstiller jeg ærbødigst til overvejelse. Skibsrederen meldte sig samtidig villig til at stå i spidsen for en dansk koncern og påtage sig opgaven, hvis det var eneste måde at holde tyskerne ude. Brevet fra 1. november 1960 blev startskuddet til det store danske olieeventyr. Den danske skibsreders tilbud fik regeringen til at sætte forhandlingerne med det tyske selskab i bero. I stedet førte lange forhandlinger til, at tilladelsen til at søge efter olie i den danske undergrund gik til A.P. Møller. Eneretsbevillingen skulle gælde de næste 50 år og blev 8. juli 1962 underskrevet af kong Frederik 9. om bord på kongeskibet Dannebrog. Regeringen var glad for at have fundet et dansk selskab til at påtage sig den krævende opgave, og godt en uge senere indbetalte A.P. Møllers rederi med girokort et beskedent gebyr for bevillingen. Prisen for eneretten til udnyttelsen af dansk olie og gas i et halvt århundrede? 40 kroner. A.P. Møller allierede sig ironisk nok med de internationale olieselskaber Gulf og Shell for at få viden og penge nok til arbejdet, og sammen skabte de Dansk Undergrunds Consortium (DUC). De første boringer foregik på land, men i 1966 rykkede DUC ud på havet, hvor de fandt olie.

Myten Per Hækkerup gav den danske olie til Norge i en brandert
Der skulle dog gå nogen tid, inden olien flød i land. For hvem havde egentlig ret til hvilke områder i Nordsøen?  Spørgsmålet havde allerede været årsag til en årelang debat med henholdsvis Norge og Tyskland. Om delingen med Norge opstod med tiden en myte om, at daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S) ved et møde i Oslo i 1963 drak lidt for meget whisky og mere eller mindre forærede nordmændene store områder af Nordsøen, der siden viste sig at indeholde olie for milliarder. Ifølge Danmarkshistorien.dk ”Denne myte cementerede sin status og blev næsten halvofficiel, da den velanskrevne hofhistoriker Tage Kaarsted i 1992 bragte den til torvs i det store standardværk, De Danske Ministerier. Myten er og bliver imidlertid en myte, selv om man bestemt ikke kan afvise, at Hækkerup faktisk var beruset i Oslo. Hækkerup var ikke just en sprutforagter. Men det er kun folk med begrænset indsigt i politik, som kan påstå, at olien blev tabt ved mødet i 1963. For det første fordi den endelige aftale ikke blev indgået førend i 1965 efter adskillige opfølgende møder og forhandlinger, der også inddrog embedsmænd på højeste plan. Hækkerup afgjorde altså ikke det hele ene mand eller med en håndbevægelse i 1963. For det andet blev delingen af Nordsø-soklen fastlagt i forlængelse af det midterlinjeprincip, som var det ene af de to hovedprincipper, Genève-konventionen af 1958 havde lagt til grund som internationalt delingsprincip. Dette princip havde danske regeringer siden begyndelsen af 1950’erne selv påberåbt sig, ligesom det var det styrende grundprincip i alle de sokkelforhandlinger, Danmark førte parallelt med forhandlingerne med Norge. Derimod er det rigtigt, at havde Danmark insisteret på at gøre det andet Genève-princip, havdybde-princippet, gældende, kunne en del af den norske sokkel måske være tilfaldet Danmark. Men det ville altså have krævet, at Danmark i forhandlingerne med Norge havde forfægtet et andet princip end det, man forfulgte i alle de øvrige forhandlinger. Og under alle omstændigheder var det et valg af en sådan karakter, at det ikke kunne træffes under en eventuel Hækkerup-brandert i Oslo – selv om man stadigvæk i dag kan høre, at de på Nationalmuseet i Oslo i et hemmeligt rum skulle opbevare den Johnnie Walker-flaske, som Hækkerup berusede sig i. Det skulle være ganske vist. ” Historien er senere blevet aflivet, men i mange år var den en torn i øjet på familien Hækkerup. ”Den har været irriterende, netop fordi det er en vandrehistorie. Den har kørt på billedet af min farfar som en karismatisk og dygtig, men også livsglad politiker med hang til en tår over tørsten. Og så har den jo haft ingredienserne til at bestå, ”har nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S) tidligere fortalt til TV 2. Den sande historie er noget mindre farverig, og efter et to år langt forhandlingsforløb, hvor Hækkerup kun spillede en begrænset rolle, indgik Danmark i 1965 en aftale med Norge om deling efter det såkaldte midterlinjeprincip Nordmændene gjorde i 1969 et kæmpefund i Ekofisk-feltet, der ligger lige nord for den danske havgrænse. Oliefeltet, der i dag er Norges største, havde en forekomst på cirka 530 millioner kubikmeter producerbar olie og cirka 190 milliarder kubikmeter producerbar gas.

Men der var olie i den danske undergrund. Ti år efter løb den første danske olie i land. Prins Henrik åbner for hanerne til den første danske nordsøolie, der blev sejlet i land. Her sammen med skibsreder Mærsk Mc-Kinney  I sommeren 1972 åbnede Prins Henrik hanerne for den første danske olie og udtrykte håbet om, at Danmark nu kunne “gøre sig gældende blandt andre olienationer”

Verden blev i 1970’erne og 80’erne ramt af oliekriser, da de arabiske lande begrænsede olieproduktionen og satte priserne på olie drastisk i vejret. – Det betød dels, at det kunne betale sig at bore efter olie offshore, som ellers er markant dyrere, og dels åbnede det en dør for andre lande til at bryde de arabiske og nordafrikanske landes monopol på oliehandlen den aftale med sølle 40 kroner blev verdens bedste aftale er den siden kaldt.  Mærsk tjente milliarder.  Olieeventyret tog fart, kom der også ny fokus på aftalen med A.P. Møller. Man synes allerede dengang, at DUC fik alt for lempelige regler. Internationalt blev Danmark kaldt for ”de blåøjede arabere” i den dobbeltbetydning, at vi både var nordboere med blå øjne, og at vi forærede olien væk alt for billigt, Særligt folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm var i 70’erne og 80’erne en aktiv stemme i debatten, og han mente, at staten havde snydt sig selv ved at give A.P. Møller og DUC en alt for fordelagtig aftale. I efteråret 1978 kørte tv-udsendelsen ‘Det sidste stik’ over skærmen. Udsendelsen blev set af 2,5 millioner seere, der pludselig fik øjnene op for, at Danmark var ved at blive en oliestat. – Først da gik det op for befolkningen, at der virkelig var tale om lukrative forretninger, hvor A.P. Møller blev behandlet helt usædvanligt, i forhold til hvad tilsvarende selskaber havde af ordninger i Holland og Norge. Den store og pludselige vælgerinteresse fik stor betydning for politikernes holdning, og udsendelsen var med til at skabe en langt mere kritisk holdning til vilkårene for A.P. Møller, fortalte Preben Wilhjelm mange år senere i et interview med Ugebrevet A4. I

Det sidste stik satte gang i nye seje forhandlinger
Tv-programmet gik over skærmen få timer efter, at statsminister Anker Jørgensen i åbningstalen i Folketinget efter valget på sin nye regerings vegne bebudede forhandlinger med DUC om intensiveret olieefterforskning i Nordsøen. I spidsen for det nyoprettede energiministerium satte Anker Jørgensen den unge og energiske Poul Nielson Som i  udgangspunkt forhandlede regeringen med A.P. Møller gennem det meste af 1980, alt imens det livligt blev diskuteret af og med navnlig venstrefløjspartierne, Retsforbundet, dele af Socialdemokratiet og juridiske eksperter, om eller hvordan man kunne støtte hel eller delvis nationalisering eller ekspropriation af olien og gassen i Nordsøen. Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller opfordrede personligt under forløbet flere gange diskret Anker Jørgensen til selv at overtage forhandlingerne, idet skibsrederen fandt energiministeren for stejl. Da statsministeren afviste, valgte Mc-Kinney Møller offentligt at angribe Poul Nielsons oplæg som „et eklatant brud” på de forudsætninger, DUC hidtil havde arbejdet under, og han antydede endda muligheden for helt at stoppe efterforskningen. I 1981 fremlagde regeringen nogen lovforslag, som tog udgangspunkt i forhandlingerne, da regeringen ikke så ud til at få flertal for det, Så det  ud til, at spørgsmålet i kunne blive et tema i en kommende valgkamp, vurderede Poul Schlüter, at Det Konservative Folkeparti ikke politisk ville kunne holde til at fremstå som den ufolkelige forsvarer for DUC’s privilegier. Schlüter udarbejdede derfor diskret et konservativt forslag til en revideret aftale med DUC, som indeholdt både afgivelse af arealer og nye regler om beskatning. De Konservative var som parti afhængigt af økonomisk støtte fra A.P. Møller, og forslaget fandt først tilslutning i den konservative gruppe, da det også fik støtte fra Erik Ninn-Hansen, som havde nære forbindelser til Kristian Mogensen, landsretssagfører, medlem af Mærsk-selskabernes bestyrelse og tæt på forhandlingerne mellem DUC og regeringen. A.P. Møllers positioner var åbenbart under opblødning. de efterfølgende år blev der forhandlet nye aftaler hjem, så A.P. Møller måtte afgive dele af eneretsbevillingens område. I 2003 forlængede den daværende regering aftalen med A.P. Møller – en aftale, som samtidig skulle resultere i større økonomisk udbytte for staten. Men igen snød vi os selv. For i 2014 viste tal fra Skatteministeriet, at den danske statskasse over de seneste ti år var gået glip af op mod 124 milliarder kroner som en konsekvens af Nordsøaftalen fra 2003.- Samfundet får i dag ikke den andel ud af ressourcerne i Nordsøen, som det ud fra en rent økonomisk betragtning burde. Med en samfundsøkonomisk mere rimelig beskatning kunne vi have haft en bedre offentlig økonomi og have været bedre rustet til den økonomiske krise, sagde overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet til Politiken dengang

Kilder DR Nyheder tv2 A4 politikken Danmarkshistorien.dk den store danske. 

Written by Jannik

Det’ Sørme, Det’ sandt December og juletræet er blevet tændt

Julesalg på Rytterkasernen