Løkkes formandsfald minder om Erik Eriksens fald i 1965

Kaspers Corner - Politik fra hele verden. Kasper V. Hansen arbejder som journalist på Rytterkasernens Mediehus. Kaspers store interesse er politik og politisk historie fra hele verden. Det er også derfor, at han primært skriver politiske artikler til Rytterposten.dk. Artiklerne kommer i stort set uredigeret form, så stavefejl, usammenhængende og uforståelige sætninger kan forekomme.

Af Kasper V Hansen

Mange medier har kaldt Lars Løkkes formandsfald efter 10 år som formand og 7 år som Statsminister, som historisk og uden fortilfælde, det er historisk at Løkke går, men måden Løkke faldt som formand for venstre. Er der fortilfælde for, det er endda en af Løkkes forgængere på venstreformandsposten nemlig Erik Eriksen

Hvem var Erik Eriksen
Erik Eriksen var formand i 15 år for Venstre fra 1950 til 1965 og statsminister fra 1950-1953. I den første VK regering altså venstre og konservative, det var Eriksens linje hele formandstiden for venstre at samarbejde tæt med de konservative. Eriksen var statsministeren der gav danskerne en ny grundlov, en han var godt tilfreds med og blive husket for, men ligesom med Løkke havde Eriksen ikke gået i tide, Eriksen Var kun statsminister en gang men han kunne være blevet det igen ved valget i 1957, her fik han faktisk flertal, og mange medier og ham selv regnede da også med han ville blive , det skal ses at han gik med en ministerliste i sin inderlomme, men de radikale forlangte han dannede en ren Venstre regering , uden de konservative, for så kunne de få mere indflydelse, det nægtede Eriksen han ville ikke gribe magten, uden de konservative.

Hans tætte forhold til K var der ikke mange i venstres folketingsgruppe, der kunne lide ved valget i 1964 fik venstre fået 38 mandater, der var to af de nye folketingsmedlemmer Niels Westerby og Børge Diderichsen, ud af de 36 andre mandater, var ikke tilfredse med ham, de mente at han ikke var liberal nok, og mente ikke de blev hørt Det blev umuligt at forberede eller at drøfte partiets initiativer, taktik eller stillingtagen der. Det var et Tab for gruppen. Men det var nødvendigt. Og 32 af de 34 medlemmer var nok i virkeligheden indforstået med det. Westerby og Diderichsen dannede Liberal debat og Tætte kontakter til og førte private forhandlinger med jens Otto Krag. Som ikke kunne samle politisk flertal for en afgiftsbuket lykkedes det at indgå forlig med de to fra Liberal Debat, hvorefter flertallet var sikret. Krag tilbød de to en ministerpost men det afslog de.    Senere på året forlod de Venstre og dannede eget parti, Liberalt Centrum de ville blive Ekskluderet af V men valgte at gå selv.  Samtidig var Eriksen med en indre gruppe i gang med at lave planer med at sammenlægge de to partier Venstre og Konservative, sammen med Poul Sørensen der var leder af K de to partier kæmpede om samme vælgere.

En fødselsdag førte til en Kronprins
Venstres næstformand Axel Kristensen, holdte en frokost i Snapstinget i anledning af hans 70 års Fødselsdag. Alle takkede alle ja bortset fra Erik. Han fik ”nok ikke tid”. I

Betragtning af deres nære samarbejde gennem mere end 20 år var det en (tilsigtet?) uforskammethed. Axel blev meget ked af det, Ved frokosten dagen efter kom Erik. Der var mange gæster, bl.a. hele Folketingets Presseloge. Erik holdt

En tale, som var pæn uden at være prangende. Folk kunne godt have forventet den mere personlig og hjertelig. Axel var fortsat ked af det, men også vred. Han takkede alle for fremmødet og Erik for talen og sluttede med at sige, at han fandt anledningen passende til at trække sig som næstformand for Venstre, mens han kunne pege på en god afløser.

Derfor ville han nu gå direkte fra frokosten og op til Venstres gruppemøde, hvor han ville foreslå, at Poul Hartling afløste ham som næstformand for Venstre. Med den samlede presseloge til stede var meddelelsen ikke til debat! Det var anden gang, Axel sikrede sig Hartling som sin efterfølger. I 1961 var det som formand for Det sjællandsk-bornholmske Venstre. Det var i også Axel, der en månedstid senere foreslog Hartling som formand for Venstre! Var der noget, Erik aldrig havde ønsket sig, så var det en yngre næstformand, en ”kronprins”. Man ved jo aldrig, hvad sådan en kan finde på! Nu fik han en.

En uværdig afgang
Kort tid efter gik Eriksen offentligt ud med sine tanker om en sammenlægning af de to partier.  Journalister begyndte straks at ringe rundt til medlemmer af Venstres folketingsgruppe og hovedbestyrelse for at få deres stillingtagen til

Eriks ”forslag”. Et stort flertal udtalte sig imod, og Erik måtte gå som formand. I offentligheden gav han det indtryk at det ikke skyldes et folketingsgruppemøde i V hvor han fremlagde ideen og var nedstemt med stort flertal, han trak sig fordi han havde siddet længe nok. Hartling tog over, Eriksen kunne være stoppet før ligesom Løkke og blive hyldet af sit parti men, folk i top politik har svært ved og stoppe i tide, og få en værdig afgang, de føler ikke andre kan tage over.

Kilder Danmarkshistorien.dk Kaare R. Skou land at lede

Anmeldelse af “Løvernes Konge” – 2019

Svend 19