Af: Kasper V. Hansen
I 1961 forlader den belgiske kolonimagt Rwanda. I kolonitiden for at styre befolkningen, opdelte Belgien den i to grupper, hutuer og tutsier. Sidstnævnte var krigere og kvægfolk i modsætning til hutuerne, som dyrkede jorden. Belgierne forfordelte en gruppe og det var tutsierne, med hutuerne i bunden. Senere skiftede belgierne til at favorisere hutuerne, som sad på magten.
Efter 1961 blev de der ikke havde magten udsat for en massiv radio propaganda i flere år. De fik skylden for, alt det der gik galt i landet. Den 6. april 1994 blev præsident Habyarimanas fly skudt ned af to missiler, da det lagde an til landing i Rwandas hovedstad Kigali.
Den dag i dag ved man ikke, hvem der stod bag attentatet. Men en time senere var der sat vejspærringer op i det i det meste af byen. Alle blev stoppet og dem, der var tutsier, blev dræbt på stedet. Et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab var i gang.
Folkedrabet i Rwanda foregik med håndkraft, og alle var tvunget til at deltage. Kun 14 procent af tutsierne døde af skudsår, resten blev slagtet med macheter, skruetrækkere og økser. I løbet af 100 dage menes, at omkring 800.000 mennesker blev dræbt.
Verdenssamfundet greb ikke ind
Folkemordet er en fortælling om en verdenssamfund der ikke greb ind. Heller ikke FN,
som fra begyndelsen ikke prioriterede Rwanda højt. Det skyldtes flere ting. For det første fandt borgerkrigen i Rwanda sted samtidig med, at FN havde udsendt 70.000 fredsbevarende styrker til missioner i 17 lande over hele verdenen. Det betød, at FN var overbebyrdet af andre missioner (bl.a. i Haiti og Jugoslavien). For det andet herskede der en naiv optimistisk forestilling fra FN og verdenssamfundets side om, at den skrøbelige fred i Rwanda ville blive permanent, så snart UNAMIR var ankommet og havde sikret, at våbenhvilen blev holdt. Sådan gik det ikke. Kofi Annan var dengang chef for FN’s afdeling for fredsbevarende missioner fik kritik. Blandt andet for at forholde sig for passivt under folkemordet i Rwanda.
Der var belgiske soldater i landet, men de var blevet skræmt til ikke at gribe ind, fordi at gerningsmændene bag folkedrabet, havde myrdet ti belgiske soldater. Der var også en FN-styrke, men de var ikke meget bevendt og holdte sig på deres base. Frankrigs præsident, Mitterand havde støttet magteliten i Rwanda med massive våben forsyninger. Habyarimanas nedstyrtede fly var en gave fra Frankrig. I FN’s sikkerhedsråd støttede Frankrig magteliten i Rwanda.
En plet på Bill Clintons præsidentperiode
USA greb ikke ind i folkemordet, det skyldes mange ting, men en af årsagerne var at Bush havde tabt valget i 1992. Bush sendte styrker ind i Somalia, og det udviklede sig til en katastrofe for den nye præsident Bill Clinton, da en helikopter blev skudt ned og de amerikanske soldater blev trukket igennem gaderne. Det kostede 18 soldater livet og USA trak alt militær ud af Afrika og ville ikke mere blande sig.
Amerikanerne var velinformerede om begivenhederne både op til og under folkemordet dog med undtagelse af udenrigsminister Warren Christopher, som flere uger inde i folkemordet måtte bede sine rådgivere om hjælp til at udpege Rwanda i et atlas, han ikke anede ikke hvor landet lå. Allerede 16 dage efter nedskydningen af præsidentflyet, begyndte amerikanske regeringsfolk internt at anvende ordet ”folkemord” om begivenhederne i Rwanda. Udadtil gjorde Washington alt for ikke at tage ordet ”folkemord” i deres mund. De følte, at hvis de først begyndte at tale om folkemord, ville USA blive forpligtet til at intervenere på baggrund af FN’s Folkemordskonvention fra 1948.
Halvvejs inde i folkemordet, den 21. maj, var det var kendt, at mellem 200.000 og en halv million civile havde mistet livet. FN’s egen definition på et folkemord var dermed for længst mødt. Alligevel var Washington mere end tilbageholdende, når det kom til at bruge ”the G-word”. ”Acts of genocide” (folkemord, red.) havde fundet sted; så langt kunne amerikanerne strække sig, når de blev spurgt, om katastrofen i Rwanda kunne betegnes som folkemord. Men hvor mange ”acts of genocide”, der skulle til, før det kvalificerede til et fuldbyrdet folkemord, kunne amerikanerne ikke svare på. Eller rettere, det ville de ikke svare på, for USA skulle ikke indblandes i Rwanda. Kort sagt så svigtede verdenssamfundet. Svigtet fik betydning i resten af 1990’erne.
Folkedrabet sluttede først med præsident, Paul Kagame. Han var tutsi-oprørsleder, og kæmpede mod hutuerne, som stod bag folkedrabet. Han forbød ordene hutuerne og tutsier, og i dag er det et folk. Landet er ikke noget demokrati. Flere gerningsmænd er ikke blevet straffet, nogen bor i eksil i andre lande og andre er blot gået fri.
Landet har gennemgået en forsoning.
Kilder: Deadline, DR-nyheder, kongressen.com og folkedrab.dk
